Ofte stillede spørgsmål
Hvem er Forfatternes Forvaltningsselskab?
Vi er et forvaltningsselskab, der varetager dine rettigheder som forfatter eller akademiker. Hvis du ikke kender til os, skyldes det muligvis, at muligheden, for at modtage individuelt vederlag for deltagelse som forfatter eller akademisk ekspert på tv, er forholdsvis ny.
Vi forvalter området på vegne af UBVA (Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde), som er et stående udvalg under Akademikerne/AC. Du kan læse mere om vores retningslinjer for fordeling af vederlag her.
Hvorfor er jeg blevet kontaktet af Forfatternes Forvaltningsselskab?
Konkret har vi enten registreret, at du har deltaget i et program på dansk TV og på baggrund af denne medvirken har ret til vederlag, eller vi har registreret, at dit litterære værk er blevet oplæst på ét eller flere af landets biblioteker. I begge situationer kontakter vi dig med henblik på at udbetale vederlag.
Hvorfor skal I bruge min data?
Vi udbetaler vederlag for cirka 6.500 optrædener hvert år. For at det kan gøres effektivt, bliver vi nødt til at anvende faste procedurer, og vi kan derfor ikke fortage enkeltbetalinger.
Dertil kommer, at hvis du optræder igen fremover, så står vi i samme situation igen, hvor når først din data ligger i vores database, så sker udbetalingerne automatisk, uden at det kræver handling fra din side.
Informationer sendt til os via den formular, som du har modtaget et individuelt link til på mail, sendes krypteret og deles ikke med andre end Skat og vores bank.
Du kan læse mere om vores persondatapolitik her.
Jeg har problemer med at logge ind
Når du klikker på linket i den mail, du har modtaget fra os, kommer du til vores platform. Her skal du indsætte den mailadresse, du har modtaget mailen på, som brugernavn. Det er den, vi bruger til at identificere dig med.
Dernæst skal du vælge en selvvalgt adgangskode. Vælg en adgangskode på mindst otte tegn, som består af både små og store bogstaver samt tal.
Når du efterfølgende ønsker at se eller opdatere dine oplysninger, kan du gøre det i vores system ved at logge ind via person-piktogrammet i højre hjørne på denne hjemmeside eller følgende link https://vederlag.forfatterselskabet.dk med dit brugernavn (mailadressen) og den valgte adgangskode.
Oplever du problemer, virker det ofte at bede om en ny adgangskode og følge instruktionen i den mail, du modtager til fornyelse af adgangskode.
Hvis du stadig oplever problemer, så kontakt os.
Hvilke tv-kanaler er omfattet af overvågningen, hvis jeg er akademiker?
Deltagelse i programmer på DR1, DR2, TV2 og TV2 News giver ret til vederlag.
Vores arbejde bygger grundlæggende på stikprøver. Det betyder, at man som rettighedshaver ikke kan regne med, at alle tilfælde, hvor man deltager som akademisk ekspert, bliver medtaget. Men hvis vores stikprøver er mangelfulde i et markant omfang, fx at man kun er registreret for to deltagelser, men man reelt har deltaget i fx seks udsendelser, så kigger vi gerne på det.
Det skal i den forbindelse nævnes, at optræden i magasinprogrammer som Go’ Morgen Danmark og Aftenshowet samt i TV2 Regionerne eller andre lokale og regionale tv-stationer ikke giver ret til vederlag. Det samme gælder deltagelse i radioprogrammer.
Hvilke tv-kanaler er omfattet af overvågningen, hvis jeg er forfatter?
Forfattere er under samme stikprøve som akademikere, dog er forfattere udover denne berettiget vederlag ved deltagelse i radioprogrammer, regional tv og magasinprogrammer. Dernæst modtager forfattere også vederlag, hvis deres litterære værk bliver oplæst på ét eller flere af landets biblioteker. Denne overvågning varetager vi også, og du kan læse mere om den her.
Forfattere er velkommen til at indsende indberetninger om optrædener på radio og tv, der rækker udover DR1, DR2, TV2 og TV2 News, via dette skema til rapportering@forfatterselskabet.dk.
Jeg har deltaget på tv som forfatter eller akademiker, men jeg er ikke blevet kontaktet
Hvis du på baggrund af vores retningslinjer er berettiget til vederlag, men du ikke er blevet kontaktet af os, så kan du indsende en liste over dine optrædener via dette skema til rapportering@forfatterselskabet.dk. Hvis vi vurderer, at du er berettiget til vederlag for en eller flere af dine optrædener, vil du på e-mail modtage en invitation til vores system.
Kan I oplyse, hvilke udsendelser jeg har deltaget i?
Når du opretter login og logger ind i vores system, kan du se hvilke udsendelser, du er registreret ved, og som du vil modtage vederlag for. Du skal blot følge instruktionen i den mail, du har modtaget fra os.
Jeg kan ikke redigere i registreringerne
Som rettighedshaver kan du ikke redigere i vores system. Det skyldes, at der ofte er behov for, at vi ser registreringerne igennem, inden de lander i systemet, da vi skal sikre, at kriterierne for udbetaling af vederlag er opfyldt.
Hvad sker der, hvis mit program bliver genudsendt?
Genudsendelser i samme år medtages ikke, men genudsendelser i de efterfølgende år medtages, dog kun én genudsendelse pr. år.
Jeg har været meget mere på tv, end I har registreret
Vores medieovervågning bygger på stikprøver. Det betyder, at ikke alt kommer med. Ganske vist følger vi en række kanaler tæt hhv. DR1, DR2, TV2 og TV2 News, men hvis vi skal etablere en 100% overvågning, vil vores omkostninger være så høje, at der bliver meget lidt til udbetaling. Vi skal have en balance mellem kvalitet og omkostningsniveau, hvor vi som følge af bestyrelsesbeslutninger højst må bruge 20% af indtægterne på medieovervågning og administration.
Når det er sagt, så vil vi meget gerne høre, hvis der er markant forskel i det, vi har fundet, og det den enkelte akademiske ekspert eller forfatter selv har noteret sig. Hvis man fx er registreret hos os for to optrædender, men man selv har dokumentation for fx seks optrædener, så vil vi meget gerne se på det. Vi tager løbende vores procedurer op til revision for at forbedre kvalitet og justere fokus.
Hvis du kan se, at vi mangler væsentligt mange registreringer på dig, så kan du indsende en liste over de optrædener, vi mangler via dette skema til rapportering@forfatterselskabet.dk.
Hvor mange penge får jeg?
Vi kender ikke det præcise beløb, der afregnes pr. optræden, men historisk set har det ligget på 580-750 DKK pr. optræden. Når vi ikke kender beløbet nu, skyldes det, at vi årligt modtager ét samlet beløb, der skal fordeles mellem alle rettighedshavere, vi har registreret i det gældende år. Denne beregning foretages først, når selve udbetalingen finder sted.
Hvornår finder udbetalingen sted?
Vederlag for indeværende år udbetales i september måned det efterfølgende år.
Jeg vil ikke have pengene
Ønsker du ikke at modtage vederlaget, skal du ikke foretage dig yderligere. Så længe formularen ikke er udfyldt, vil du ikke modtage vederlaget.
Du vil dog med års mellemrum modtage en påmindelse, men denne skal du blot se bort fra, hvis du fortsat ikke ønsker vederlag. I henhold til gældende lovgivning er vi forpligtet til i tre år at forsøge at få udbetalt vederlaget. Det er derfor, du vil modtage disse påmindelser. Det giver dig samtidig mulighed for med mellemrum at tage stilling til, om du fortsat ikke ønsker at modtage vederlaget. Du skal her være opmærksom på, at vederlagskrav forældes efter tre år.
Skal jeg gøre andet end at udfylde formularen?
Nej. Så snart formularen, du har modtaget på mail, er udfyldt, skal du ikke foretage dig yderligere.
Skal jeg betale skat af vederlagt?
Vederlaget er skattepligtigt, og skatten er ikke medregnet i vederlaget, da vederlaget udbetales som B-honorar. Du skal derfor selv huske at oplyse dit vederlag til skat.
Er det sikkert at dele min data?
Vi beder om de relevante oplysninger, for at vi kan foretage udbetaling (bankoplysninger) og oplyse vederlaget til Skat (CPR-nummer). Dette er årsagen til, at vi beder om de informationer.
Informationer sendt til os via formularen sendes krypteret og deles ikke med andre end Skat og vores bank.
Vores platform og datahåndtering lever op til gældende lovgivning og har et højt sikkerhedsniveau. Vores platform er udviklet og serviceres af Peytz & Co., som er et fremtrædende IT-firma, der blandt andet leverer services til store offentlige institutioner.
Vi bruger ikke MitID. MitID virker egentlig omvendt; det er vores sikkerhed for, at du er den, du giver dig ud for at være. Det er et modul, man kan lægge ovenpå en hjemmeside. MitID koster penge, hver gang det benyttes, og da vi har tillid til, at dem vi sender mail ud til er rette modtagere, har vi sparet denne omkostning væk, således det giver flere penge til udbetaling til den enkelte rettighedshaver.
Du kan læse mere om vores persondatapolitik her.
Sidder du stadig inde med spørgsmål, så kontakt os endelig.
Opdateret juli 2024