Forfatternes Forvaltnings­selskab

Forvaltningsselskabet for litterære rettigheder

Hvem er vi?

Forfatternes Forvaltningsselskab blev stiftet i november 2014.

Bag selskabet står stort set alle danske tekstautorer, uanset om de skriver skønlitteratur, faglitteratur, journalistik, satire, manuskripter eller oversættelser heraf.

Selskabet er stiftet af Danske Populærautorer (DPA), Danske Dramatikere, Danske Jazz, Beat og Folkautorer (i dag Autor), Danske Skønlitterære Forfattere, Oversætterforbundet, Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde (UBVA), Dansk Forfatterforening og Dansk Journalistforbund (DJ). Danske Dramatikere er udtrådt af selskabet pr. 1. januar 2019, og selskabet ejes i dag af de øvrige stiftende organisationer.

Samlet repræsenterer vi mere end 70.000 danske tekstautorer.

Alle organisationer er repræsenteret i selskabets bestyrelse, der i dag består af:

  • Morten Rosenmeier (formand). Professor, ph.d. og formand for Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde (AC/Akademikerne)
  • Claus Ankersen (næstformand). Forfatter og forperson for Danske Skønlitterære Forfattere (DSF)
  • Morten Visby (næstformand). Oversætter og formand for Dansk Forfatterforening (DFF)
  • Christian Dølpher. Juridisk konsulent i DJ
  • Nanna Lund (DFF) er suppleant i bestyrelsen.

Selskabet ledes af Stig Oluf von Hielmcrone.

Juridiske og økonomiske oplysninger

I de modtagne vederlag fra licensaftaler fradrager vi omkostninger til driften af FFS. Der sker kun fradrag til dækning af omkostninger, og vi oparbejder således ikke en supplerende egenkapital eller udbetaler midler til ejerkredsen; alle indkomne vederlag går enten til rettighedshaverne eller til dækning af konkrete omkostninger. På visse områder sker der også fradrag til kulturelle formål, hvilket følger af vores fordelingsprincipper. Vores omkostningsniveau kan opregnes som en procentsats af vores indtægter og svinger fra år til år, men er normalt på 17-20%.

På siden dokumenter kan du læse om vores regnskaber, fordelingsprincipper, vedtægter m.v.

Forfatternes Forvaltningsselskab er godkendt af Kulturministeriet.

Hvad gør vi?

Forfatternes Forvaltningsselskab er et kommercielt selskab, som skal forbedre tekstautorers økonomiske udbytte, når deres værker bruges. Samtidig forventes selskabets aktiviteter at medføre, at flere værker bliver tilgængelige for brugere end tidligere.

Det gør vi ved at indgå nye aftaler om brug af litteratur og tekst samt indgå i forhandlinger herom for derigennem at skabe de bedst mulige resultater for medlemmerne.

Selskabet er i sig selv nonprofit. Overskuddet fordeles til medlemmerne og er betaling for det arbejde, de har lavet ved at skabe eller bearbejde tekstværker.

På vegne af Dansk Forfatterforening (DFF), Danske Skønlitterære Forfattere (DSF) og AC/UBVA (Udvalget til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde) forestår vi en omfattende medieovervågning af forfattere og akademiske eksperters optræden på tv. Det gør vi for at kunne bistå organisationerne med korrekt udbetaling af midler fra blandt andet Copydan Verdens TV.

Medieovervågning

Siden indførelsen af kabel-tv i Danmark har kabeludbyderne som Stofa og YouSee betalt vederlag til Copydan Verdens TV. De betaler for de ophavsrettigheder, der via kabler transporteres ud til de enkelte brugere/seere. Det er de forpligtet til i henhold til et EU-direktiv, der er implementeret i dansk lovgivning.

DFF og DSF har i en periode selv stået for forvaltningen af Copydan-midlerne fra AV-foreningerne, men i 2018 overlod de det til FFS. Du kan læse mere om dette her

Det er centralt at have for øje, at vederlaget ikke er penge, som fx DR betaler i honorar. Det er for selve kabel-retransmissionen (det er den term, der bruges i lovgivningen), hvorfor det ikke skal ses, som at man modtager et honorar fra tv-stationen; det er et vederlag, der knytter sig til ophavsretten til dét, man siger, og den rolle man har, som udløser vederlag på grund af den særlige beskyttelse, der ligger i, at fx YouSee skal betale et vederlag for brugen heraf. 

Rapporteringsgrundlaget skabes ved, at vi i FFS ser tv og foretager registreringer af hvilke forfattere og akademiske eksperter, der deltager i programmerne. Vi har tre registranter ansat, der ser tv cirka 200 timer hver måned. De ser udvalgte kanaler hhv. DR1, DR2, TV2 og TV2 News, og det er for optræden på disse kanaler, at vi udbetaler vederlag. Det betyder, at vi fx ikke udbetaler vederlag for en forfatter, der optræder på svensk tv.

Radiolytning i Danmark sker stort set ikke via kabel, det sker normalt via FM, DAB eller internet, hvorfor der ikke følger et kabelvederlag ved deltagelse i radioprogrammer. Har du optrådt som forfatter i radioen, vil du dog kunne modtage et vederlag. Det skyldes, at fordelingsprincipperne, der er vedtaget af DSF og DFF, for forfattere er anderledes end dem, der gælder for akademiske eksperter. Du kan læse mere forfattere og akademikeres rettigheder til vederlag her.

Tidligere samarbejde med Copydan Tekst & Node

Vi har indtil vederlagsåret 2018 samarbejdet med Copydan Tekst & Node om udbetalingerne, men for vederlagsåret 2019 og frem forestår FFS selv dette arbejde. Vi har derfor sendt en e-mail ud til en lang række forfattere og akademiske eksperter og bedt dem udfylde en formular med henblik på udbetaling af vederlag. Vi vil fremadrettet løbende udsende tilsvarende e-mails til forfattere og akademiske eksperter, såfremt disse optræder på tv og derfor har ret til et vederlag via os og organisationerne bag FFS. 

Hvis du mener, du er berettiget vederlag, men ikke har modtaget ovenstående mail fra os, så læs mere her.

Hvor mange penge modtager jeg?

I løbet af året foretager vi registreringer af forfattere og akademiske eksperters optrædener i TV. Når året er omme, modtager vi et beløb fra DFF og DSF til forfatterne og et beløb fra UBVA til de akademiske eksperter. Disse beløb fordeles til de personer, som vi har registreret. Beløbene varierer hvert år, og det samme gælder antallet af personer, vi registrerer. Det betyder, at de beløb vi udbetaler til de enkelte personer varierer meget fra år til år.

Til eksempel kan det nævnes, at vederlaget for deltagelse som akademisk ekspert på TV i 2019 udgjorde 697,76 kr. mens samme vederlag for 2020 udgjorde 768,74 kr.

Har du fx for 2019 modtaget et vederlag på 2.093,28 kr., vil du i vores system kunne se, at der vil ligge tre registreringer på dig for 2019. Hver af disse registreringer udløser et vederlag på 697,76 kr. Beløbene fremgår ikke af vores system, men det samlede beløb kan aflæses i din bank. Da du som rettighedshaver kan se alle oplysninger om, hvilke udsendelser du modtager vederlag for, udsender vi ikke supplerende afregningsbilag.

Udbetalingerne finder typisk sted i september måned for det forgangne år. Inden udgangen af september 2024 udbetaler vi fx vederlag for optræden på tv og radio i 2023. Vederlaget udbetales til NemKonto og er normalt til disposition i løbet af de sidste dage i september måned.

Du kan finde mere information om ovenstående samt de specifikke politikker for fordeling af vederlag hos de enkelte organisationer via disse links:

https://danskforfatterforening.dk/radio-tv/

https://www.ubva.dk/ubvas-udlodning-af-copydan-midler/

Indsendelse af personlige oplysninger til FFS - hvordan gør du?

Første gang du skal logge på vores system, er det vigtigt, at du benytter det link, der er fremsendt til dig på mail, da det er dét link, som knytter dig til vores system. Du kan derfor ikke tilgå systemet via denne hjemmeside første gang. Samtidig er det vigtigt, at du bruger den e-mailadresse, som du har modtaget mailen fra os på, til at logge ind med.

Når du har klikket på linket i mailen fra os, indtaster du din e-mailadresse i det første log-in felt. I det næste felt indtaster du en kode, du selv vælger. Dernæst tryk log-in. Hvis du ikke kan logge ind nu, vil det oftest være en hjælp at bede om et nyt password (glemt password) og prøve igen.

Når du har logget ind via linket som beskrevet og oprettet din profil, kan du efterfølgende tilgå systemet via person-piktogrammet i højre hjørne på denne hjemmeside eller via dette link: https://vederlag.forfatterselskabet.dk/login. Du skal bruge din e-mailadresse og den adgangskode, du selv har lavet.

Her kan du se alle de oplysninger, vi har om dig, og du kan redigere i dine kontaktoplysninger. Det er fx vigtigt, at du opdaterer dine kontoforhold, hvis du skifter bank. Du kan ikke redigere i de optrædener, vi har registreret på dig, og du kan heller ikke tilføje optrædener. Kan du se, at vi mangler optrædener på dig, kan du indsende dem manuelt til os via dette skema til rapportering@forfatterselskabet.dk. Såfremt dine optrædener er vederlagsgivende, modtager du en mail med link til log-in. 

Har du spørgsmål til ovenstående kan du altid kontakte direktør Stig von Hielmcrone på svh@forfatterselskabet.dk eller på telefon 26 258 852.